Afslørning! - Elena Night

Sted: Spådomstårnet
Tid: 22:45
Omgivelser: Glaskugler og border, sidde pladser... Vinduer og det!
Vejr: Halv måne

Hen af aften, var professor Timothy gået af sted, op mod spådomslokalet for han ville se i en af spådomskugler om næste fuldmåne ville være en skade, man vidste jo aldrig.. Professor O'Connor havde jo fundet ud af det, dog kunne man godt se et lille blåt mærke i mundvigen, men det var dog ikke fra Lando, han havde bare været oppe at slås som vareulv.
Han gik op af de mange trapper, åbnede døren roligt og gik ind, han satte døren på klem, og gik hen til professorens bord, hvor han normalt plejede at stå. Han stod med ryggen til, og satte roligt sine ti fingre på den, og begyndte at spole. Han kunne godt være professor i spådom, men det var ikke lige det sjoveste, eller det vidste han ikke helt, han havde aldrig tænkt over det. Roligt begyndte han at se sig selv, vandre ud i den forbudte skov, forvandle sig, og bare snuse rundt... besynderligt normalt..

Magnus begyndte roligt at blive nervøs og valgte så at rive sig tilbage, så kuglen faldt på gulvet og rullede, pokkers også at ting altid skulle rulle ud af døren! Han hørte nogle, ligesom om de løb. Han gik hen til døren og åbnede den. Kiggede ned mod enden af den.
En kvinde var nær trappens start. "Fuck Elena!" sagde han mumlende for sig selv, men dog gav det et lille ekko. Han gik ind ad døren igen og smækkede den i, han stod opad døren. Dog havde han ikke tænkt over at kuglen stadig vidste det han så på. Hans forvandling.

Magnus gik næsten i panik. Han stod opad døren. "Ehm...." sagde han med den bedste kvinde stemme han kunne. Han opgav dog tilsidst da det ikke gik så godt for ham. Han åbnede døren og så uskyldigt på Elena. "Det er mig der leger rundt her oppe.. Jeg kom for at se..." Han så på kuglen, hans øjne stivende da han så hans 'fremtid' stadig bare gik rundt. Han tog kuglen fra hende. "Du så ikke noget vel?" spurgte han så med fortvivlede stemme. Han omklamrende næsten kuglen, men dog valgte han at holde det biled skjult det viste.

Magnus så bekymret på Elena. Kom nu... stol på hende... hun var din første forelskelse, hun er go' nok... rolig... hvad var han tænkte i hovedet på sig selv. "Fordi jeg så...på....m..." han vendte sig op og gik hen for at sætte kuglen på plads. Han tog sig roligt sammen. Han vendte sig op, da hun sagde det med at snakke med Rektor. Han for han og trak hende ind, lukkede døren igen. "Jeg er den ting, derfor bad jeg holde dig inde døre ved fuldmåne nat." sagde alvorligt og holdt fast på hendes skuldre.

Magnus tog sig til hovedet. "Ja, jeg er vareulven... Jeg går altid ud i skoven inden jeg opdager fuldmånen... jeg har kun gjort en fortrad, som vareulv, da jeg var 14 år..." sagde han og satte sig hen på en af sidde pladserne. "Men du siger det sikkert til Maggie nu, ikke sandt?" sagde han og så nærmest død på hende, selvom det bare var lyset fra månen der gjorde det.

Magnus så ned. "Fordi du ikke ønsker at gøre det mod mig.." sagde han og rejste sig op, og gik hen til vinduet. "Jeg ville ikke fortælle dig det, for så ville du måske bare følge efter mig ude i skoven og prøve at stoppe mig... Hvorfor tror du ellers min bedsteven døde? Han opdagede det, jeg kan se det for mig... som vareulv burde jeg glemme det... jeg gav andre skylden for det... Men du er ikke den eneste der ved det nu... Lando opdagede mig...og vi tog en kamp..." han kunne næsten ikke holde til det mere, han var lige ved at knække midt over.

Magnus tog vejret dybt. Han vendte sig om. "Du af alle burde vide en vareulv dræber gerne sin bedsteven, en lille modstand fra andre mennesker, så skal de dø!" skreg han næsten med tåre i øjne. "Halv kæmpe, må jeg være fri... det ville ikke være pænt til mig.. Hvis jeg ville såre dig, ville jeg jo nok havde dræbt et familie medlem som vareulv, men jeg har såret dine følser.... jeg har ikke tiltro til andre.. jeg ville ikke dræbe dem jeg har kært...forstår?" sagde han roligt og så på hende med våde øjne.

Magnus så på hende. "Skulle jeg sige da jeg så dig igen, hey Elena jeg er varulv, jeg kan komme til at dræbe dig?" sagde han og gik stille hen mod hende og roligt satte sig på hug. "Jeg ville aldrig såre dig på denne måde... Men jeg har en dyb hemmelighed, jeg kan blive fyret og komme i akazban.. for en varulv dræber jo dyr.. jeg erkender jeg ved ikke hvad jeg har dræbt eller spist, men kun at jeg har dræbt..."
Han lagde en blid hånd på hendes knæ. "Lad det blive mellem os, og Lando..." ved det lyder sært, men den dumme mand ved det, tænkte han for sig selv. "Jeg ved det lyder dumt, men forlader du mig nu i denne stund, har jeg kun mit job tilbage... mine forældre vil ikke lige frem se mig, og min eneste ven er nok Ace... og lidt O'Connor, du ved hvad jeg mener..." sagde han, selvom han vidste det var forvirrende..

Magnus rynkede sine bryn sammen. "Nej... Jeg ved du er en voksen kvinde... men for mig er du stadig den lille pige jeg forelskede mig i...en smuk lille pige, som bare er vokset sig endnu smukkere og større i højten.." sagde han så svagt til siden da han mærkede hende hånd.
"Jeg forstår dig ikke, nu igen sætter du op til et kys, men hvad er det rigtigte svar her, at kysse dig eller sige tak?" spurgte han og vendte blikket mod hende. Han sukkede dybt og tungt, og aet roligt hendes knæ.

Magnus smilte svagt og kyssede hende blidt på panden. "Jeg vil aldrig glemme en kvinde som dig, men jeg ville gerne vide en ting om dig nu," sagde han og rejste sig op, han rakte en hånd ned til hende og så friendly på hende.

//Sorry.^^//

"Hvorfor dine elever er så dårlige til FMMK?" spurgte han så og slap hende hånd. og lagde den svagt oer kors. "Jeg kan godt se forskel på en god besværgelse og en dårlig og mange af dine elever laver mange fejl i sådan nogle besværgelser, hvorfor?" spurgte han så.

>

Magnus så sært på hende. Højere niveau, hvad snakkede hun dog om? Det var nogle besværgelser de skulle kunne på der tredje år, han bed sig svagt i underlæben. "Hvis du mener at opforder femte års elever til at lære tredejs års besværgelser, så ville jeg mene der er noget galt, helt galt. Selv ikke jeg er så dumt, som jeg nu endda ser ud.." han stoppede og tænkte lidt. "Det kan jeg godt, kan jeg jo se hvad du ville lære dem, og hvordan du beder dem sige besværgelsen, glem ikke jeg ved hvordan hver en besværgelse skal siges, og bruges.." han så lidt væk.
Hun prøver at komme uden om dette her.... Måske skal jeg bare fange hende midt i det? - Han vendte blikket atter på hende. "Måske. Hvis du kan overbevise mig om hvilke besværgelser?" sagde han så og hævede det ene bryn.

Magnus så bare på hende, forventningsfuld af svar. Han havde det nok som hun havde i starten, sandheden skulle jo frem, men hvordan. Han grinte svagt af det hun sagde. "Vi har de sammen elever Elena, de er ikke dumme, tro mig, måske gør du bare noget forkert?" sagde han så og trak let på skulderen.
Han så atter forventningsfuld ud. Men da hun roligt lagde hånden om hans hals og kørte den om hans nakke, blev han mere eller mindre bleg. Han havde nå folk leget med ham. Han så til siden for ikke at se hende i øjnene, han trak vejret dybt. "Du burde kunne dit fag, og fjern så de hånd!" sagde han provokede og bare svag hendes hånd væk fra ham. "Du skal ikke lege med mig!" råbte han med vrede i stemmen. Han kunne se hun bare ville skrifte emne, men at såre ham, ville ikke blot skade hende, men også hans elever.