This has to be exciting! ~ Magnus Timothy.

T: Klokken er, lad os sige 13:03.
S: I besværgelses-lokalet.
O: Nogle borde, og alle de elever der skal have besværgelse nu. Samt Proffesser Timothy selvfølgelig.
V: Eh... Det støvregner, men er egentlig meget lunt alligevel.

Timen skulle til at begynde, og derfor var det meste snakken efterhånden forstummet. Eleverne havde rettet opmærksomheden op mod den enkle person, der skulle til at undervise dem. Magnus Timothy, eller som lærerne jo skulle tiltales... Professor Timothy.
En mørkhåret pige, sad med hovedet hvilende mod håndfladerne, og så op mod professoren. Hendes navn var Skye Miller. Sjette års elev på Hogwarts skole, og så fra Ravenclaw kollegiet. Hun var klædt i den samme kappe som alle de andre elever, men farverne ved hendde var blå, og representerede Ravenclaw-kollegiet.
Skye glædede sig til at høre hvilken besværgelse de skulle lærer i dag. Hun var en af de personer der virkelig elskede besværgelser. Både fordi hun var dygtig til det, men også fordi hun bare generelt fandt faget spændende. Det at kunne en masse besværgelser. Det vidste hun jo også, at der ville blive nyttigt for hende endda. Det var jo en nødvendighed som heks, eller bare generelt magiker, at kunne en masse besværgelser. Ellers ville man jo få det svært senere hen.
Hun lod kort blikket glide rundt i klassen, men det endte dog bagefter på samme punkt som før. Hun kunne ikke lade vær med at smile lidt, da hun egentlig var i godt humør, og at de skulle have besværgelser nu, gjorde jo bare det hele bedre. Nu skal vi endelig til noget, jeg virkelig kan lide. tænkte hun og smilte lidt bredere over det. Det var bare helt perfekt. Men forhåbentlig skulle de lære en besværgelse hun endnu ikke kunne, i stedet for at de skulle gennemgå en, de allerede havde lært. Hun følte nemlig, at hun virkelig havde brug for at lære en ny. Hvorfor, vidste hun ikke helt, men sådan havde hun det bare.

Magnus kom lidt for sent ind ad døren. Han gik forbi alle eleverne der sad ved mellemgangen ud til døren. Han bar en sorte kappe, en hvid skjorte inden under, med et sort slips på. Han bare sorte bukser, og nogle lidt slidte gummisko. Hans hår var sjusket sat. Han havde være uden i den fine støvregn, og rystet vandet ud af håret.
Han havde en besværgelse de skulle lærer, da de havde lært den modsatte besværgelse af den. Han viste hvilken elev der ville have nemt ved det, da hun var den bedste elev i hans fag. ”Godformiddag elever, undskyld jeg kommer forsent, men jeg glemte noget til denne time,” sagde han og gik op ved travlen, han vendte sig mod den. ”Jeg glemte at jeg skulle undervise jer, da jeg nød stilheden uden i regnen,” sagde han med et lille smil. Han vendte sig op mod travlen og skrev en besværgelse op. Colloportus, ”Kender I den besværgelse?” spurgte han, men forventede ikke de gjorde. ”Jeg underviste også jer sidste skole år, men ventede med at lærer jer denne besværgelse..” sagde han og tog hænderne i lommerne. ”Kan nogle af jer, fortælle mig hvilken besværgelse den modarbejder?” spurgte han så.
Han så ud på alle eleverne, ikke mangen tog hånden i været, faktisk, var den vidst slet ikke nogle? ”I lærte besværgelsen på jeres første år, og den besværgelse åbner låste døre,” sagde han så. Han snakkede om Alohomora, Han ville blive overrasket hvis de ikke havde lært den besværgelse.

Skye så på Professor Timothy, da han kom ind af døren. Hun kunne ikke lade vær med at bemærke hans våde hår. Det viste tydeligt at han havde befundet sig udenfor, imens de havde siddet inde og ventet på ham. Hun fulgte ham med blikket, i det han gik forbi dem, og stoppede, for at se ud over klassen.
Hun lyttede opmærksomt til det han sagde, fordi hun jo ikke vidste om der kom noget vigtig info. Hun smilte igen, da han sagde han helt glemte at han skulle undervise dem, fordi han sad udenfor og nød regnen. Det var en lidt underlig grund til at komme for sent, men det gjorde hende nu egentlig ikke noget. Det skulle jo nok gå, eftersom det ikke var mere end at par minutter, de havde ventet. Hun havde læst om den besværgelse før, det var hun sikker på. Men af en eller anden grund, kunne hun ikke helt sætte sig fast på hvor. Og hun kunne heller ikke helt huske hvad den gjorde. Den havde noget med en dør at gøre, mere kunne hun ikke rigtig komme i tanke om.
Da han nævnte noget omkring hvilken besværgelse den modarbejdede rakte hun langsomt hånden i været, dog lidt tøvende da hun ikke var helt sikker. Men da han nævnte det med at den besværgelse den modarbejdede var en de lærte sidste år, som kunne låse døre op, blev hun helt sikkert i sin sag. Hun så op mod ham, og ventede bare på at han enten tog hende, eller en af de få andre der havde rakt hånden i været.

Professor Timothy så ud over klassen, han havde ikke noget smil på læben eller det store forventningsfulde blik. Nej. Mere eller mindre så han ud til at se ligeglad ud på dem. Han sukkede svagt for sig selv. Han så på frøken Miller, hun fik langsomt hånden op i luften. Han fik et smil på læben, og pegede på hende. ”Rigtigt frøken Miller, du ville svare at den besværgels er Alohomora, den låser døre op, så nu ville jeg gerne bede dig om at komme her op, og låse denne dør, med besværgelsen Colloportus, det burde jo være en let som en leg, for Dem,” sagde han og gik om til døren over i siden, hvor hans kontor var, han lukkede døren og gik hen til sit skrive bord.
Han vendte blikket mod hende, samt med resten af klassen. Han havde det på fornemmelsen at hun ville klare det i første forsøg.
”Husk, udtal besværgelsen rigtigt og tydeligt, eller kan du ødelægge min dørs lås,” sagde han på en venlig og drilsk måde med et lille smil på læben.


//Sorry det korte svar...)://

Skye kiggede en smule overrasket på Professor Timothy, da han vidste hvad hun ville svare. For det var jo præcis det hun havde tænkt sig at svare. Hun smilte lidt og nikkede tilfreds, imens hun sænkede armen igen. Egentlig ville hun med glæde op og vise at hun godt kunne, men alligevel bed hun sig lidt nervøst i læben, inden hun rejste sig op.
Hun gik væk fra sin plads, og hen til døren som han lige havde lukket. Hun prøvede bare at ignorerer blikkende der var rettet mod hende, da det var en af de ting, hun ikke brød sig synderligt meget op. Tværtimod fandt hun det faktisk ret ubehageligt at folk kunne stå og kigge på hende imens.
Hun tog roligt staven frem, imens hun lyttede til det han sagde. ”Ja professor. Sagde hun og smilte svagt til ham, inden hun så mod døren.
Hun rettede staven mod døren, tog en kort indånding og sagde; ”Colloportus.” En svag kliklyd kom, og hun smilte lidt bredere. Det havde vist virket godt nok, men for at være sikker så hun alligevel over mod Professor Timothy, for at se om han også så tilfreds ud.

//Det går nok. (: //

Magnus så på Skye da hun gik op, han kunne fornemme utilpasheden ved at andre stirrede på hende. Han så ud mod klassen inden hun gjorde noget, de stirrede, viskede, og evt sendte små beskeder "Stop med det!" råbt han ud over klassen, han kunne ikke klare hans elever ikke fulgte med.
Magnus så på Skye da hun lavede besværgelsen, han fandt det hele perfect, men der var en lille fejl. "Frøken Miller, det var fantastisk, men der er en ting du skal arbejde med, du holder staven for lav, du var tæt på at lave en brændemærke på min dør," sagde han og gik hen til hende. "Jeg viser dig hvordan du skal gøre, efter jeg har givet klassen en skideballe," sagde han så og klappede hende let på skulderen.
Magnus gik hen mod sit bord og lænede sig opad det. "Jeg vil ikke se nogen form for hvisken, beskeder eller dumme grin fra nogen af jer, når en af jeres klasse kammertarer gør noget som I næsten alle stinker til!" sagde han i en meget vred tone. "Frøken Miller gjorde et godt stykke arbejde, og det skal I også begynde at gøre, tag det seriøst, ellers ender I kun med at kunne en besværgelse, Lammer" - "Jeg håber da I alle ved hvad det er for en besværgelse.." sagde han med et lille irritered suk efter sig.
"To og to, i øver denne besværgelse og giver mig en skriftlig aflevering på hvorfor, hvordan og hvornår man bruger denne besværgelse, forstået?" sagde han på en spørgende måde. "Frøken Miller, kom her op, jeg hjælper dig lige og vil gerne snakke med dig om dine karakter for dette fag," sagde han og tog sig til panden. Det var på en måde stressende at skælde en klasse ud.

Skye så lidt nervøst på Professer Timothy. Lige nu frygtede hun bare at hun havde gjort det helt forkert. Og så brød hun sig ikke om at de andre elever bare sad og hviskede lidt. Hun kunne hører det tydeligt, selvom hendes blik var vendt mod ham, og ikke dem. Og så vidste hun det også fordi de altid gjorde det, hun lagde ofte mærke til det, når hun sad nede på sin plads, midterst i klassen, og kunne se sedlerne blive sendt rundt, og høre de mange dæmpede stemmer, når de snakkede.
Hun lyttede opmærksomt til det han sagde til hende, og nikkede en anelse. Hun ville gerne gøre det perfekt i dette fag. Det var jo trods alt det fag hun var bedst i, så hvis hun ikke gjorde det ordentligt i det fag, vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. ”Okay professor.” sagde hun en smule lavt, og så på ham. Han havde jo nok ret i det. For selvom hun måske havde udført besværgelsen, havde hun måske gjort en lille ting forkert. Hvilket vist var rigtigt nok. Det måtte det jo være, når han sagde det. Han havde jo ingen grund til at fortælle hende noget der ikke var rigtigt.
Hun lyttede bare da han sagde tingene til klassen. Faktisk var hun ret lettet over at det ikke var hende der hang på det. Det var jo ikke sådan rettet mod hende også, da hun jo ikke havde snakket i timen. Og det var hun sikkert på at Professer Timothy også var klar over, eftersom hun jo havde stået oppe ved hans dør, imens de andre snakkede.
Hun så lidt nervøst over på ham, da han henvendte sig til hende. Han virkede måske ikke virkelig sur, men alligevel var der noget i den måde han sagde det på, der gjorde hende nervøs. ”Ja professor.” sagde hun langsomt. Hun tog en dyb indånding, inden hun gik over til ham. Hun bed sig en anelse i underlæben, men prøvede bare at lade som ingenting. Hun havde ikke lyst til at virke som den der mere nervøse type, selvom hun måske var en lidt nervøs type.

Magnus kgiggede rundt på klassen, og om på Skye som roligt gjorde som han sagde. Hun havde sat dig, og derefter begyndgte han at råbe ad klassen.
Da han var færdig, og havde givet klassen en ordre, som var at de skulle øve en enkel besværgelse, men de tøvede en del. Han så ud på dem. "Vi har ikke hele dagen!" han havde fået armene over kors og så irritered ud på dem.
Han gik hen til Skyes bord, hvor hun var alene, klassen havde fordelt sig ud i lokalet. "Du er en fantastisk elev, det formoder jeg dig ved Skye Miller," sagde han som første, og gik hen til sit bord, hvor han havde skrevet en lille seld til frøken Miller, han havde snakket med rektor om det, så hun kunne lige så godt begynde nu, hvor nogle af de svære besværgelser.

//Sorry//

Skye så bare lidt ned mod gulvet, imens hun lyttede til det han sagde til klassen. Hun var stadig glad for at det ikke var hende der fik det af vide, men hun syntes nu alligevel det var lidt ubehageligt, og så var det også ret synd for professoren. Det måtte jo heller ikke være specielt fedt for ham, at skulle råbe ad sine elever på den måde.
Hun så langsomt op, da hun kunne høre han var færdig. Eller i hvert fald næsten færdig, da han jo sagde det med at de ikke havde hele dagen, lige lidt efter.
Hun bed sig lidt i læben igen, og fulgte ham med blikket, da han gik over til hende. Han så ikke ligefrem vred ud, hvilket da fik hende til at slappe lidt mere af. Men hun var nu alligevel bange for at det var noget slemt han ville snakke med hende om. Hun blev dog ret lettet, da han sagde hun var en fantastisk elev. Så kunne det jo ikke være sådan helt slemt. Hun ville egentlig gerne sige noget til det, men hun var helt tom for ord lige på det tidspunkt. Og hvad skulle hun dog egentlig også sige til det. Tak kunne hun godt sige, men hun var kommet til at tænke lidt på det, og det var som om det ikke helt passede ind lige til det.
Hun fulgte ham med blikket, da han gik hen til sit bord. Hun kunne ikke helt se hvad han skulle derhenne, hvilket gjorde at en svag nysgerrighed bredte sig i hende. Hun holdte sig dog tilbage, fordi hun ikke ville gøre ham vred, ved at gå over for at kigge for meget.

Magnus gned sig mellem øjene. Han var ved at være god træt af at råbe, selvom han først lige var begyndt. Han så hen mod Skye. Han vinkede hende op til sig, så de kunne øve den besværgelse og så han kunne give hende hendes seld, hvor der stod hun ville få sværer besværgelser og flere lektier i det fag.
Han så ud på klassen. To piger sad blot og viftede med deres stave, mens de snakked. Det gjorde ham godt sur.
"Expelliarmus!" sagde han og havde rettet sin stav mod dem. Begge deres stave for ud af hånden på dem begge. De så forvirret op på ham. Som om de intet havde gjort. "SKRID!" skreg han næsten. Han vidste godt at det var forkert at tale og sige det på den måde. Men nu var han godt irritered. Han pegede uden ad døren. "Hils Rektor," sagde han så, og så vredt på dem.
Han gik hen og samlede deres stave op, og så på dem. "I kan få dem, om en uge.." sagde han og gik tilbage til sit bord. Han havde aldrig været så vred som nu... Han havde bare så let ved det, hver gang det var dagen før en fuldmåne nat...

Skye så bare på professoren og ventede på at han kom til sagen. Da han vinkede hende op til sig, skubbede hun sig let væk fra bordet, og vandrede hen til ham, så roligt som han nu lige kan, på trods af frygten for hvad han ville sige.
Hun tog hænderne op for munden, da han pludselig vendte sig om og brugte expelliarmus mod to piger, fordi de ikke kunne lade vær med at snakke. Hun fulgte den ene stav med blikket, til den ramte jorden, og han hørte ham råbe. Det gippede i hende, og nervøsiteten blev stærkere end før. Hun havde aldrig hørt ham råbe sådan af nogen elever før. Det var skræmmende.
Hun så ned mod gulvet, og prøvede bare at kæmpe imod trængen til at sige noget til ham. Trængen til at sige at det ikke var smart at han råbte af dem.
Eftersom hun jo var gået op til hans bord, fordi han havde bedt hende om det, så hun lidt op på ham, da han gik tilbage til det. Hun kunne se vreden stå tydeligt aftegnet i hans ansigt. ”Professor... Er du...” Hun stoppede midt i hendes hviskende sætning, og fortrød at hun overhovedet havde åbnet munden. Hun skulle jo bare blande sig udenom.

Magnus trak vejret dybt. Han kunne se alle eleverne stirre på ham. Med en bange alsen for at han også skulle flippe ud på dem. Han vendte ryggen til dem, og stod mod travlen. Et svagt suk kom fra hans læber. Han vendte blikket mod Skye, han kunne tydeligt se hun var en smule nervøs eller mere.
Han rettet tavs sit blik væk fra hende. Han havde ikke fortalt nogen, om hans hemmelighed. Bort set dem han gik på Hogwarts med, men dem så han ikke mere.
Da Skye talte til ham, satte han hånden op, som om hun skulel stoppe, men det havde hun allerede gjort, inden da. "Jeg har det fint," sagde han så. Han lagde sin stav ind i sin kappe, og tog selden til Skye. "Her.." sagde han så, og satte sig på sit bord. Endnu et lille suk kom fra hans læber.
Han så ud over eleverne. De gjorde som de havde fået besked på. At øve.

Skye fulgte ham med blikket, og bed sig let i læben i mellemtiden. Hun løsrev langsomt blikket fra ham og så ud over klassen. De adlød faktisk nu, efter han havde haft sit lille udbrød. Det var nærmest rart at se på. Nu følte hun sig ikke som den eneste, der altid gjorde som han sagde. Nej, nu gjorde de det alle sammen. Det var nærmest helt vidunderligt.
Hun nikkede bare en anelse, da han svarede på hendes, ikke helt fuldførte, spørgsmål. Hun så først lidt tøvende på sedlen, inde hun rakte hånden ud og tog den. Hun så ned på sedlen og begyndte at læse. Hun sukkede lettet, da det ikke var noget slemt. Faktisk kunne hun ret godt lide det. Hun skulle lærer nogle sværere besværgelse, fantastisk! Det med lektierne var heller ikke så slemt, da det var i et ordentligt fag, så lektierne kunne godt være spændende nok.
Hun ville egentlig gerne sige noget, men hun vidste alligevel ikke hvad. Hun så bare op på ham, smilende. Hun havde nærmest glemt hans udbrud fra før.

Magnus så på klassen og rettede senere blikket på Skye. Hun så glad ud for at klassen arbejde. Hmm, lød det fra ham, han fandt det lidt sjovt. "Det glæder mig at du finder det godt. Skal jeg så forblive din professor, eller ville du have en ny ?" spurgte han så.
Magnus kiggede igen ud på klassen. De arbejede stille og roligt, men hvis han opdagede de ikke arbejede, blev han sikkert tosset igen...

//Sorry længden...//

Skye så tilbage på ham igen, men med det samme han kommenterede på det, med at hun syntes det var godt de arbejdede, rødmede hun og så ned. Hun bed sig let i læben, og prøvede at samle mod til ligesom at se på ham igen. Hun havde trods alt gjort sig selv lidt til grin, i hvert fald i følge hende selv.
Alligevel så hun langsomt op på ham, og smilte svagt. "Jeg vil gerne have at du forbliver min professor." sagde hun langsomt, og en smule tøvende. Det var sandheden det hun fortalte ham, men hun følte sig bare lidt dum der også.
Hun lod blikket glide tilbage ud over klassen, men det endte, igen, på ham. Det var jo trods alt ham hun snakkede med. Sedlen knugede hun i venstre hånd.

Magnus smilte svagt til Skye. "Det er jeg glad for du vil, men så må du leve med at jeg ind i mellem råber ad klassen, du skal bare huske en ting..." sagde han og så alvorligt på hende, og pegede halvt på hende. "Det er aldrig af dig jeg råber ad," sagde han pg rynkede panden lidt.
Han så ud over klassen. "Sæt jer på jeres pladser, tak.." sagde han og så de stille og roligt gjorde det. "Er der nogle der ville prøve at bruge Colloportus og Alohomora på min dør?" spurgte han så. Han lagde armene lidt over kors. "Der er en ting I skal vide ved dette. Colloportus bruger I ikke på andre, lige så med Alohomora. Man skal ikke låse folk inde eller rode i andres sager, forstået?" sagde han på en mild måde.
Han håbede de forstod det, nu ventede han bare på en der gad prøve.

Skyes blik hvilede bare på ham, imens han snakkede. Hun havde nogenlunde glemt det fra før, indtil han altså selv bragte det på banen igen. ”Ja professor, det vil jeg huske,” sagde hun langsomt, og mere eller mindre roligt.
Hun knugede godt om sedlen, og sendte ham et smil, inden han vandrede ned og satte sig på sin plads. Han havde jo lige bedt dem om det, så hun mente også hun selv burde gøre det. Hun løsnede ikke grebet om sedlen, da hun satte sig ned. Hun holdte stadig i et fast greb om den, og så bare op mod Magnus.
Hun havde ikke tænkt sig at melde sig, eftersom det burde være en af de andre, og ikke hende. Hun havde jo trods alt været deroppe, så det behøvede hun jo ikke igen. Hun havde heller ikke ligefrem lyst til at virke som en eller anden stræber ting.

Magnus så på klassen, hvor ingen af dem gad. Han sukkede. Hvorfor skulle børn være så svære at få med. Han gik om bag sit bord, og hen til travlen. På den skrev han. Hvordan er det at være så dum? da han havde skrevet det, vendte han sig om. "Kan nogen besvare det spørgsmål, for I er jo næsten alle sammen dumme som...." sagde han og sukkede. Han satte sig på sin stol. "Bare skriv en stil om de to besværgelser, på 200 ord.." han gad næsten ikke mere, og der var 23 minutter tilbage af timen.

Skye havde faktisk lidt ondt af ham. Det måtte være ret forfærdeligt at være lærer for en klasse, hvor ingen rigtig gad. Eller måske var der nogle enkelte andre end Skye selv, der også ville. Men så var de bare bange for hvad de andre ville sige til det, hvis de meldte sig frivilligt. Sådan måtte det jo næsten være, eftersom ingen rakte hånden op.
Hun prøvede bare at lade som ingenting, og skjule sin undren, over det han skrev på tavlen. Hun så lidt ned mod bordet, inden han snakkede igen. Hun ville ikke besvare det, for hun kunne ikke. Det var umuligt at svare på et spørgsmål, som var rettet mod alle eleverne som en form for enhed.
Et lavt suk hørtes omkring hende, da lektien var givet. Skye nikkede dog bare en anelse. Hun havde ikke lyst til at skrive stil, men hun gad ikke virke lige så ligeglad som de andre elever.

Magnus så blot ud over klassen. En elev rakte hånden op. "Ja, hr. Sean?" sagde han og hævede et bryn. Hr. Sean svarede "Du må da ikke skrive vi er dumme?". Magnus rejste sig op. Han gad ikke sige meget, men gjorde det næsten alligevel. "Og I må ikke være ligeglad med jeres besværgelser, I kan intet uden dem, ellers virker I bare som mugglernes fortolkning af heks i gamle dage, da kunne fulge og brygge eliksir. Så kom I gang, eller jeg skal søger for du komme på en opgave du aldrig ville glemme, det sammen med jer andre." sagde han pænt ligeglad, og og tog sin besværgelse bog. Han kiggede ned i den. Han kedet sig bare nu.. meget endda.

Lysten til at spørge om han var okay, igen, kom frem i Skye. Præcis som den havde gjort for lidt siden, men hun holdte dog igen. Hun havde ikke lyst til at mase sig på, hvis nu han ikke ville snakke om det. Og når hun sad nede på sin plads, og han stod deroppe, ville det alligevel også virker underligt, hvis hun bare sådan pludselig spurgte ham om det.
Hun bed sig let i læben, og prøvede virkelig bare at slappe af og lade som ingenting. Men hun kunne ikke rigtig. Timen havde været så underlig. Magnus ... Professor Timothy havde virket sådan ret anspændt, og ingen af eleverne ville lave noget, hvilket havde set ud til at gøre ham ret vred. Hun kunne ikke huske at have set ham på samme måde før.

Magnus havde fået det sidste år, han vendte sig om og gik hen til sin dør, ind til sit kontor, han åbnede døren og gik hurtigt ind efter noget. Han var borte i kort tid. Han kunne høre snakken, han sukkede inden på kontoret. Han lagde bogen på sit andet bord, og gik ud til klassen, som ikke lige havde opdaget han var kommet igen. Han så opgivende på dem. "Nu siger jeg det sidste gang. Og denne gang FATTER I det bare," sagde han og så mere end vred ud. "JEG GIDER IKKE JERES PIS I MINE TIMER, I KAN LAVE INGEN TING I JERES PAUSER OG FRITID, MEN HER? ER DET MINE ORD DER ER LOV!" råbt han ad klassen. Han tog vejret dybt. "Jeg ville gerne bede alle om at skrive en stil på 3000 ord, til i morgen, om ALT jeg har lært jer I dette skole år. Besværgelser og deres betydninger, modsætninger og i hvilke brug, den kommer til at betyde meget for hvordan jeres U.G.L'er ville se ud," sagde han koldt og hårdt til hele klassen. Nu var der næsten ingen der tur kigge op.

Skye så bare ned mod bordet i tavshed, da han var gået fra lokalet. De andre var begyndt at snakke, men hun så stadig bare ned mod bordet. Hun snakkede jo ikke rigtig med nogen af dem fra hendes eget kollegium, men det var ikke fordi hun altid var alene. Hun havde jo venner fra huffelpuff og gryffindor, bare ikke så mange fra hendes eget kollegium, og ingen fra slytherin.
Hun så forskrækket op, da hun hørte professorens stemme igen. Denne gang utrolig vred, og hun havde nærmest ikke lyst til at se på ham, fordi han blev så vred.
Hun glippede kort med øjnene, da han sagde hvor lang stilen skulle være, og hvornår den skulle afleveres. Nu ville hun pludselig gerne bare have fri, så hun kunne komme i gang med den. Den skulle jo være ret lang, og hvis den allerede skulle afleveres i morgen... Puha.
Hun så langsomt op mod ham, tøvende og ret nervøst. Han havde måske sagt at når han råbte af klassen, var det ikke mod hende, men hun syntes nu alligevel det var ubehageligt.