At få besøg - Athena Edwards

Tid: ca. 13.00
Sted: Hjemme hos Johannes
Vejr: Det regner og er lidt koldt udenfor, men indenfor er det varmt
Omgivelser: Tingene hjemme hos Johannes..

Det var Lørdag og Johannes stod ude i køkkenet, og var igang med at tage nogle nybagte muffins ud af ovnen. Hans storesøster, Elisabeth og niece, Athena, skulle komme på besøg, og det var noget tid siden han sidst havde set dem. Det var iverfald noget tid siden, han havde set sin søster. Han havde en lyseblå t-shirt og et par mørke bukser på. Johannes tog et fad frem og satte det på bordet. Han så på dem, og tog en lille skål frem, og tog noget flormelis og vand frem, og begyndte at lave glasuren. Da den var færdig, begyndte han at putte glasuren på. Da han havde puttet glasur på den sidste muffin, satte han dem over på fadet og gik ind i stuen og satte fadet på sofabordet. Han gik ud i køkkenet igen og tog, 3 tallerkener og 3 kopper og gik ind i stuen og stilte dem på bordet. Han gik ud i køkkenet igen og satte vand over til te. Han så på uret, klokken var 13., så de ville nok snart komme. Johannes så ned på gulvet, hvor hans kat, Balian, kom ind til ham. Han smilede til hende og så lidt ud af vinduet.

Med hendes hånd fint placeret i hendes mors, stod den 12-årige heks, Athena af toget. Hendes lyse, krøllede hår var samlet i en fletning, og hun havde en sort jakke udenover hendes hvide bluse og en sort nederdel med hvide prikker. Under nederdelen havde hun et par hvide leggins, og på fødderne et par sorte converses.
"Lille skat, kan du gå lidt hurtigere?"lød hendes mors blide stemme,"Vi er allerede sent på den."
Athena nikkede smilende, og så glad ligeud. Hun glædede sig til at skulle se sin onkel. Han var altid så sjov, og så legede han også med hende. Hendes mor trak hende lidt hurtigere med, så hurtigt at Athena var nødt til at løbe for at følge med.
Hun så skævt op på sin mor. Var det virkelig sandt, det de andre elever på Slytherin sagde? Støttede hendes familie virkelig de tilbageværende dødsgardister? Og i så fald, hvorfor var der så ingen der havde sagt det til Athena? Hun var ung, ja, men hun kunne bruge sine store evner til at hjælpe dem. Hun var trods alt heller ikke begejstret for alle de mudderblods på skolen. Mudderblods. Mugglere. De hørte hjemme i deres åndssvage verden, hvor hekse og troldmænd var fantasifostre. Figurer i eventyr.
Hendes mor standsede pludselig op, foran en dør og et hus. Hun smilte til Athena, før hun bankede på.
Athena kiggede begejstret på døren. Nu skulle hun snart se sin onkel igen. Og, ih, hvor hun glædede sig.

Johannes så ud af vinduet. Teén var ved at være færdig og Johannes hældte det op i en kande. Han tog fat i kanden og gik ud i stuen og stilte den på bordet. Han glæede sig meget til at se sin niece igen og self. også til at se sin søster. Balian kom ind i stuen og sprang op sofaen, og lå der. Johannes så ned på hende, og smilede lidt. Lidt efter bankede det på døren. Johannes gik ud, og åbnede døren. Der stod hans søster og niece. Han smilede til dem. "Heej" sagde han glad og så på dem. "Kom ind" sagde han lidt efter og smilede. Han var meget glad for at se dem igen.

Fantasifostre. Det var hvad folk, som Athena selv blev kaldt af mugglere. Noget der hørte hjemme i eventyrernes verden, noget der ikke fandtes. Det var sådan mugglerne forklarede ting de ikke kunne finde en forklaring på. Kaldte det uforklarlige for fantasi. Fantasi... fantasien fandtes kun i små børns hoveder. Og kun i mugglerbørns små hoveder. Som voksen i mugglernes verden tænkte man fremad, og lagde den barnlige fantasi fra sig. Bare ærgeligt, for fantasien er den egentlige virkelighed.
Men nu ville hun ikke tænke mere på det. Hun ville tænke på dagen i dag. Hun skulle besøge sin onkel, og hun glædede sig. Mødet med ham skulle ikke ødelægges af hendes tanker om mugglere.
Døren blev åbnet og Johannes dukkede op i døren. Et stort smil bredte sig på Athenas læber, i det hun genkendte sin mors lillebror. Hvor havde hun glædet sig til at se ham.
"Heej onkel,"svarede hun storsmilende.
Hans mor smilte til ham, og gav ham et lille kram, før hun gik ind af døren. Hun trak Athene med, der i to sekunder var faldet i staver.
Athena vinkede smilende til sin onkel, idet hendes mor trak hende ind af døren. Hun kastede et sidste blik på vejen de var kommet fra, og fik kort øjenkontakt med en forbigående dreng. Hun rettede så hovedet mod sin mor og Johannes, der stod og snakkede. Ikke fordi hun fandt den spændende, mere fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle.

Johannes smilede stadig til sin storesøster og niece. Han krammede kort sin søster og så over på Athena. Han smilede lidt, da hans søster, trak Athena med indenfor. Han lukkede hoveddøren lidt efter og talte en lille smule med sin søster. Efter at have snakket i lidt tid med hende, gik han hen mod stuen. Han vendte sig om og så på dem. "Kommer I med?" spurgte han og smilede til dem. Johannes gik ind i stuen og satte sig i lænestolen, der stod ved sofabordet, så Athena og hendes mor, kunne side i sofa'en. Han så lidt på Balian, der stadig lå i et hjørne, af sofa'en og smilede lidt til hende. Balian hoppede ned fra sofa'en og hoppede op til Johannes.

Hun fulgte med sin mor og onkel ind i stuen, hvor et nydeligt opdækket bord og nogle tiltrækkende sofaer ventede. Hun kiggede kort på sine fødder, der begyndte at være ømme ved synet af sofaerne. Noget sagde hende, at de ikke bare havde gået 'et kort stykke', som hendes mor havde sagt, men meget længere. Forbandet være mugglerne og deres øjne, der altid skulle holde øje med noget usædvanligt, så Athena og hendes mor ikke kunne flyve på koste. Hun havde altid elskede, og elskede det stadig, at flyve på koste. Man følte sig så fri når vinden kærtegnede ens kinder, fik ens øjne til at løbe i vand og mærkede håret hvirvle rundt bag sig. Det var en fantastisk følelse at være fri og ikke være fanget på jorden, have fødderne svævende over jorden og se ned på personerne, der skrumbede ind og blev mindre og mindre. Så fantastisk, så dejligt, så... magisk.
Hendes ansigt lyste op i et stort smil da hun fik øje på katten, Balian hed den vidst. Hun elskede katte, altså ikke så vanvittigt som Nidkjær, mere sådan 'Aww, hvor er det en sød kat'. Og der var ingen tvivl om at Balian var en sød kat. En rigtig kælepot. En, man bare havde lyst til at knuge ind til sig. Sådan havde hun det faktisk med de fleste katte. Og hundehvalpe.
Hvorfor skulle dyr også være så pokkers søde?
Hun satte sig i en af pudedyngerne og så til mens Balian hoppede over til Johannes, da han smilte. Det så nærmest ud som om Baldian adlød ham. Telekinese, måske?
"Må jeg holde den?"spurgte hun med håb i stemmen, det ville være så dejligt hvis hun kunne få lov at holde katten. Den var jo så søød!