And you are? ~ Benja Cale.

S: Ved de trapper der kan bevæge sig.
O: Nogle få personer, der er på ved ned for at få frokost. Massere af trapper og malerier.
T: Klokken er vel omkring, nej det ved jeg ikke. Der ved frokosttid.
V: Udenfor skinner solen, men der er en smule skyet og sådan halvkoldt.

De fleste elever var på vej ned af de mange trapper, for at komme ned til storsalen. Maden kom jo snart på bordet, og de fleste var ved at være ret sultne. Forståeligt nok egentligt. Mange havde ikke spist siden morgenmaden, så det var et stykke tid siden jo. Der var også en anden dreng, der var på vej derned, alene. Han ville derned for selvfølgelig at spise, men også for at finde sine venner. De var kommet af vejen lidt hurtigere end ham, efter den time de lige havde haft. Fordi professoren skulle snakke med ham om noget, omkring nogle lektier. Nå, men i hvert fald var denne dreng Nathan Grant.
Nathan stoppede op og sukkede tungt, da han manglede den næste trappe for at kunne komme videre ned. Det var egentlig noget underligt noget, det med at trapperne bevægede sig på den måde. Det var også ret sjovt og spændende, men mest af alt underligt. Og efter næsten syv år på skolen, var trapperne begyndt at blive godt irriterende frem for alt andet.
Han lod blikket glide lidt rundt, inden han nikkede let. Der var få andre personer omkring ham, men ingen han kendte. Alle nogle han kun havde set før, men aldrig snakket med. Det var vel egentlig også lige meget. Han behøvede ikke have nogen at snakke med, på den korte vej der var ned til storsalen, hvor hans venner ville sidde og vente på ham. Det hele var jo fint så. Han kunne godt gå uden dem lidt. Faktisk nød han nogle gange at komme lidt væk fra dem, fordi han kunne have brug for lidt ro til hovedet. Det der med at sidde helt for sig selv, ude for for eksempel søen, fordi der ikke altid var så mange personer derude. Der havde han mulighed for at sidde alene og tænke.