Hvor kom du fra?! - Lando O'Connor

Sted: Den forbudte Skov
Tid: 03:32
Omgivelser: Træerne
Vejr: Lettere tåget

Natten var næsten borte. En stor skikkelse hyldede højt, og løb rundt mellem træerne. På afstand, ville uafanende ikke vide hvad det var, men en professor ellere ældre, ville vide det var en vareulv. Men hvad lavede en vareulv nær skolen.. Boede den på skolen i dag timerne og andre normale nætter eller hvad? Men ja, det gjorden den, den person der forvandlede sig til en vareulv, var Magnus Timothy.
Han var en vareulv, og det havde han levet længe med, meget længe. Han havde gået uden for skolen, og så månen, noget han næsten godt vidste ville ske, hans forvandling. Han havde brugt det meste af natten på at være en vareulv, men da natten snart var borte og solen stod op, var det snart slut. Man kunne dog se nogle skader på ham/den. Magnus havde været oppe at slås, nok om noget kød. For han blødte stille ved mundvigen..
Han så op mod månen, som roligt forsvandt.. Nu, var den borte. Han hyldede en sidste gang, inden han begyndte at blive til sit menneskelig 'jeg' igen. Hans tøj var ødelagt.. Hans lå nede på jorden. Blødte stadig fra munden af, og dog havde han ikke andre skader, andet end han var møg beskidt... Som om han havde taget et mudder bad, ellede rullede sig rundt på jorden.
Roligt begyndte Magnis at prøve at komme op at sidde. Men han var træt, og øm.. Han så sig om. Han var ikke langt fra ude gangen til den forbudte skov, han skulle nå ind på skolen inden andre stod op. Specielt end nogle af professorerne opdagede han var borte.

Lando havde ikke fået meget søvn dette nat... Lige som alle andre nætter havde han enten gangvagt eller også havde han haft mareridt som sædvanlig.
Mareridt om kampene på Hogwarts i 97... De plagede ham stadig efter så mange år. Utroligt nok var det først efter at Lando var kommet tilbage til Hogwarts at mareridtene var kommet. Men nok om Landos personlige problemer. Mens Lando var stået op omkring 00.30 tiden, havde han hørt noget der mindede om fodtrin ude på gangen. Lando havde så kigget ud af vinduet for derefter at se en person skynde sig mod den forbudte skov. Tænk hvis det var en elev, det kunne Lando jo ikke tillade! Så som den gode og ansvarlige lærer han var, kom han i tøjet tog sin stav og gik ned efter personen.
Lando var iført noget der mindede om hans almenlige jakkesæt, dog sat det hele meget løst og den hvide skjorte var krøllet og stak ud fra bukserne.
Da Lando endelig havde kommet tæt nok på personen til at se hvem det var, gik det op for ham, Lando havde godt hørt noget der mindede om en varulvs hyl om natten når han var vågnet af sin søvn, men nægtede at tro på det... Men nu... En varulv på Hogwarts! Endda en han kendte!
Efter Varulven var så småt begynde at løbe afsted ud i natten løb Lando tilbage til skolen. Han måtte finde noget tøj så de andre ikke fattede mistanke.
Klokken var nu omkring 1.15. Lando havde fundet tøj og havde lagt sig i skovbrynet. Når solen ville stå op eller at bæstet kom tilbage ville han med garanti vågne, hvis ikke at han selvfølgelig var vågen i forvejen fordi han ikke kunne falde i søvn på grund af mareridt.

Natten skred frem og Lando vågnede regelmæssigt hver halve time. Klokken var nu 03.32.. Lando havde ligget vågen siden 03 så han havde hørt bæstet komme tilbage og han havde set den forvandle sig tilbage.
Fuglene var så småt begyndt at synge.

"Du burde få noget tøj på" sagde Lando mens han satte sig på en træstamme lidt væk fra Magnus. Lando kastede tøjet foran fødderne på ham.

Magnus, eller vareulven af ham, havde set en liste rundt i skoven. Man han anede ikke hvem. Efter han havde skiftede skikkelse, og prøvede at komme op at sidde. Hørte han en stemme. Han for rundt, og rør op ad et træ. Lando, fuck! Magnus så skræmt på Lando, og rettede blikket ned på det tøj han havde kastet til ham. Magnus så ned på sine ødelagte bukser, efter sine tryllestav. Han måtte fjerde Lando huskommelse, det øjneblik Lando opdagede hans hemmelighed.
Magnus så hen på Lando "Hvad laver du ... Her?" sagde han på en tøvende måde, og langsomt tog hans sin tryllestav, som han roligt rykkede sin armen frem for.
Hans korte ryk på armen var næsten hård for ham. Han rettede staven mod ham. "Jeg...Jeg beklager.." sagde han tøvende. "Du ved allerede for meget om mig...", efterhånden fik Magnus en rystende stemme og begyndte at ryste svagt. En tåre stillede ned fra hans kind.
At fjerne ens huskommelse var ikke noget han elskede, og slet ikke på en som han ikke havde noget i mod. Lando havde aldrig gjort ham noget, ingen gang da de gik på skolen som elever.
Magnus tog med den anden hånd, op mod sin mundvig, hvor han blødt, en svaglig ømhed kom til syne på hans ansigt.

Lando kiggede stadig ikke på Magnus, først da han begynde at tale til Lando, begynde at kigge på Magnus.
"Hvad jeg laver? Hvad med redder dit og skolens ry?" sagde Lando og rejste sig op fra stammen. "Du burde næsten takke mig, men så igen jeg håber du takker mig på din egen måde" sagde Lando og begynde at gå frem og tilbage foran Magnus.
Lando kunne så småt ane Magnus' bevægelser men tænke ikke mere over det før Magnus pegede sin stav mod Lando.
Først der stoppede Lando og så på ham.
"Magnus, det er en dum ide at gøre hvad jeg tror du gør.... Men nu hvor du har trukket sin stav så gør det! GØR DET!" Halv råbte Lando, han stemmeleje ændrede sig fra sin ellers meget rolige til en meget hård tone. De var langt nok væk fra skolen så ingen ville kunne høre Lando råbe af Magnus.

Men 2 sek. efter trak Lando sin stav og med ét fløj Magnus' stav ud af hånden på ham. Som alle andre professorer havde Lando mestret non-verbale besværgelser. Lando havde brugt afvæbningsbesværgelsen Expelliarmus.
Der efter gik Lando hen til Magnus og pegede sin stav mod Magnus.
"Gør dig selv en tjeneste. Næste gang du vil slette hukommelsen af en modstander, så gør det mens de har ryggen til dig eller når du ved de er afvæbnet" sagde Lando og gik over og tog Magnus' stav.
Lando regnede med at Magnus reagere som han gjorde, Lando kunne godt forstå ham men det betød stadig ikke at han ikke ville virke lidt fornærmet.
"Skynd dig at få noget tøj på, inden folk begynde at bemærke at to professorer er væk" sagde Lando og puttede Magnus' stav i sin baglomme. Lando gik tilbage til Magnus og tog et lommetørklæde der sad i hans jakkelomme og kastede ned til Magnus, "tør for guds skyld din mund inden vi tager ind på skolen" sagde Lando og kiggede afventende på Magnus.

Råbt Magnus så hen på Lando, redde hans ry? Hvilke ry? Magnus havde ikke det bedste ry, han er opvokse i en fattig familie, klarede sig dårligt i skolen, den eneste succes(staves) han nogen siden han haft, var at han var blevet professoe, ellers ikke andet. "Mit ry har aldrig været noget særeligt!" skreg han næsten.
Han havde ikke tænkt sig at takke ham, eller måske. Magnus så blot væk. Magnus så skræmt på Lando da han a ham. "Rend mig et hvis sted!" skreg han igen. Han hadet det. Råben gjorde ham sur, han kunne tude over det.
Magnus så op på Lando. Han havde afvæbnet, han var ikke overrasket over det. Magnus kunne ikke gøre sådan noget under press eller mod personer som han ikke havde noget i mod. Han så på staven, som Lando pegede mod ham. "Jeg kan ikke... Jeg ikke som du, der kan alt!" sagde han med en vred stemme. Lando virkede altid som personen der kunne alt. Eller det gjorde han i Magnus' øjne. Han havde set Lando på skolen. Hvordan han klarede sig, og hvordan det gik ham efter det. Godt, mens det gik ned ad bakke for ham selv...

Magnus så til siden. Han var ikke ligefrem glad. "Du skal ikke sige hvad jeg skal gøre!" sagde han lavt og vredt. Magnus så på kluden fra Lando. "tsk..." sagde han og rejste sig langsomt, og så hen mod Lando. Han ville være fri for Lando.. Magnus havde aflys sine timer, så der kom vikar på. Han då tænkende til siden. Han fik en plan. Eller en idé. Bare den ville virke. Han så sig selv ud af krogen. Han vendte sig mod Lando, han valgte så at gå hen mod Lando. Han fat i hans krave tøj, og rev let i det, så deres hoveder var tætte på hinanden. "Du holder bare din kæft med det her!" sagde han lavt og vredt, der efter skubbede han Lando tilbage fra sig, og gik uden om ham, mens deres skuldre støtte sammen. Magnus var træt og nem at gøre vred... Magnus tørte sin blodige mundvig, og sukkede dybt. Han gik hen mod udgangen. Men han ville hellere væk. Væk fra Lando..

Lando blev lettere chokeret over hvad Magnus sagde. Tænk at han troede at Lando kunne alt og Magnus kunne intet. Lando syntes personligt at Magnus var så meget bedre end ham til at være lærer, Lando var måske bare ikke af den støbning, Lando var alt for barnlig også selv om han lige havde rundet de 31 eller 30 som han foretrak at sige til folk.
Det undrede ikke Lando at Magnus tog fat i hans krave, hvem ville ikke have gjort det i sådan en situation.
"Ved du hvorfor at du ikke tror du er noget? Fordi du hele tiden vender ryggen til dine problemer, vend dig og se det i øjnene" råbte Lando efter ham, det irriterede ham når folk troede at de var ingen ting.
"Hvem er det af os to der ikke kan sove om natten? Hvem af det af os to som stadig ser sin bror blive dræbt under kampene i 97, hver eneste gang han lukker øjnene hva?!" råbte Lando efter Magnus, Lando var ikke en skid bedre en Magnus, Lando havde selv hemmeligheder som ingen kendte noget til, altså før nu.
"Du var hvad 13-14 under kampene i 97? Hvor var du der? Var du på skolen eller var du hjemme?" sagde Lando, han ville vide det for at se om Magnus havde de samme problemer som ham selv.


"Jeg Lando O'Connor, udfordre dig Magnus Timothy til en duel her og nu!" råbte Lando og kastede Magnus' stav efter ham, det ville sikkert ramme ham på ryggen.
Grunden til at Lando gjorde det her var at han vidste at Magnus var professor i besværgelser og ville derfor smadre Lando i en duel. Lando var som sagt professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter, og kende derfor kun de mest basale duel besværgelser.
Så i sidste ende ville Magnus højest sandsynligt vinde, og dermed give ham lidt mere selvtillid.

Magnus vendte sig om, da Lando snakkede. Han så ligeglad på ham. Han kunne ikke se problemet, for Magnus havde næsten altid gået sine egne veje. Kæmpede sine egne kampe. Da Lando begyndte at snakke om hvor han var i kampene 97.
Han så ned. "Jeg dræbte min bedste ven i kampen... Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg var blevet vareulv.. Og han prøvede at stoppe mig... En af dødsgadisterne prøvede at dræbe mig, men jeg gemte mig i skoven... Jeg forstår ikke jeg kan huske det, eller hvorfor... Jeg dræbe den eneste der forstod mig?!" skreg han af al' kraft.

Magnus vendte ryggen til og ville gå igen. Da han hørte Lando udforder ham. Lagde han hovedet tilbage. Han kunne mærke noget i ryggen. Han vendte sig om og så ned på sin stav. Han smalede den roligt op.
"Er du ikke en smule dum nu?" spurgte han og lagde armene over kors.
Hvorfor ville han have en duel. Magnus kunne skade ham, dræbe ham, lamme ham. Forstene ham. Han kunne næsten alle former for magi! "Ville du virkelig have have alle skovens småsten mød dig? Ilden omkring dig? Eller skylles bort a' vandet?" spurgte han så. "Kan du overhovedet finde ud af dueler?" spurgte Magnus på en hånene måde, uden at tænke over det.

Lando stod med et smøret smil, han vidste godt havde han havde rodet sig ud i, så nu kunne han lige så godt forsætte og få lidt klø, det kunne måske få Magnus til at indse at Lando ikke kunne alt.
"Du har ret, jeg er dum, dum nok til at bevise min pointe til dig. Se selv!, du kan det der med besværgelserne, så hold din kæft med at du ikke kan noget!" råbte Lando.
Dueler tsk, Lando havde bare tænkt sig at bruge skoven som dække og angribe fra siderne md de besvægelser han nu kunne huske. "Duellere sagtens, man skulle bukke og så gå, men skal vi ikke bare springe det kedelige over og komme igang?" sagde Lando og så rundt, han kunne sagtens løbe ind i skoven uden nogen problemer, problemet var at han kunne ikke komme bag om Magnus før Magnus var kommet langt nok ind i skoven.
Obscuro, en besværgelse der ville blænde ens modstander i et stykke tid. Det kunne blive meget nyttigt, hvert fald lige nu.
Lando trak sin stav, han ville tage det første skridt. Eller rettere være den første der angreb.
Lando svingede sin stav og sendte Obscuro-besværgelsen afsted, hvis den ramte ville han så småt begynde at løbe ind i skoven, hvis den ikke gjorde ja.... Så måtte han stå og få tæv.

Magnus himlede med øjnene af Lando. Hvorfor udforder en der kender til så mange forskellige besværgelser, men Lando kunne jo have sine grunde til at gøre det. ”Jeg kan det fordi jeg er professor i det?!” råbte Magnus igen. Det havde intet med hvor stor stålende man var, hvis man skulle være professor i dette fag, skulle man kunne en masse besværgelser.
Magnus stod allerede klar som man skulle stå. Det eneste han skulle var at svinge sin stav, og det var nemt nok. Men først skulle Lando lave et træk. ”Jeg venter.” sagde han koldt og så irriterede mod Lando.
Magnus så Landos træk, dumt træk. Han kunne kende svinget og det var Obscuro, klart. Magnus svingede sin stav. Han lavede besværgelsen Protego, som lavede et skjold. Landos træk var nytteløst nu. Sectumsempra, en besværgelse der skar i folk. Hvor kunne være hvor som helst.
Næsten ingen kendte den besværgelse, da den var ukendt, kun de bedste af de bedste, kendte den. Hvis man havde haft halvblodsprinsens-bog.