So who are you? ~ Jonathan Capriano.

S: De Hemmelige Korridorer.
T: Omkring, lad os sige, 16:30.
O: Der er ikke specielt mange personer, og en meget svag belysning. Korridoren ligner bare de fleste andre korridorer.
V: Det blæser en anelse, hvilket man kan se på træerne. Der er også overskyet, men ingen regn, og sådan.

Korridoren henlå i stilhed, fordi der stort set ingen var. Og de få personer der endelig var der, snakkede ikke. Det virkede nærmest som om, den mindste lyd ville få korridoren til at falde sammen, eller noget i den retning.
En mørkhåret dreng sad på gulvet, op af væggen. Hans navn var Gavin Moore. Han var en af de ’normale’ elever på Hogwarts skole, for Heksekunstner og Troldmandskab. Han var i gang med sit syvende og dermed sidste år. Hvilket både ærgrede og glædede ham. Han nød jo at være på den storslåede skole, men alligevel kunne han godt mærke, at han trængte til at komme væk og opleve noget nyt. Noget mere specielt, end at han gik på en magisk skole.
Gavin lod blikket glide lidt op og ned af den mørke korridor og sukkede lavt. Han var træt. Ufattelig træt faktisk. Af en eller anden spøjs grund, havde netop denne dag været hårede end de mange andre. Selvom den egentlig havde været næsten magen til. Bare med nogle få nye tilføjelser hist og her.
Han gabte en anelse, og gned sig lidt i øjnene, for at være sikker på, at han holdte sig vågen. Han ville jo trods alt gerne ned til storsalen klokken 18:00, så han kunne få sig noget mad. Han var efterhånden ved at være godt sulten, da han ikke havde nogen appetit til frokost, så der spiste han intet. Det kunne han så tydeligt mærke nu, at der havde været en stor fejltagelse, fra hans side.

Der var ikke ret meget lys i korridoren, der var heller ikke særlig mange mennesker.
Dog af de få mennesker der nu var i korridoren, gik drengen Jonathan. Han lagde ikke mærke til sin omgivelser, han gik bare henne ved den ene væg med den ene hånd glidende hen af muren.
Hans tanker var så langt væk, som det var muligt når man går i en næsten øde gang.
Det havde være en lang dag, men dog ligesom alle andre dage. Han burde sidde i sin opholds stue, eller på biblioteket og lave sine lektier, men han havde brug for en pause.
Han var halvej igennem korridoren da han pludslig falder over noget, eller en! Ligeså lang han var fald han forover med hænderne trygt ind mod brystet for ikke at støde i gulvet. Han kikket ud af øjenkrogen og så den var en dreng fra han egen årgang som sad på gulvet han var faldet over.
Han kunne huske ansigtet de havde mange af deres timer sammen, så han måtte gå på Gryffindor, men hvad han hed viste han ikke.


//Du går på Gryffindor ikke? XD

Gavin havde siddet helt opslugt at sine egne tanker, og han forsættende forsøg på at holde sig vågen, da der pludselig er en der falder over ham. Han ser hurtigt og lidt forvirret op, og ser hen mod en dreng, der ligger sådan halvt ned. Han kunne genkende ham, men alligevel kunne han ikke sætte navn på ham. Han var bare sikker på at han havde set drengen før. Og drengen lignede da også bestemt en, som var på alder med Gavin selv.
"Eh... Det må du meget undskylde.." Sagde han og rejste sig hurtigt op.
Han så lidt på drengen, og kløede sig en anelse ved nakken, og smilte dumt. Han følte sig egentlig ret dum lige der, fordi han lige havde fået en person til at vælte ned på gulvet. Han burde virkelig bare lære at blive stående, eller gå rundt, i stedet for at sidde på et gulv og fylde lidt for meget.

//Jo. xD//

Jonathan knur-ed et stille "det er fint" han brød sig ikke særlig meget om Gryffendorer, men det hjalp da lidt han var fuldblods. Han rejste sig op i sine fulde højde, og børstet alt støvet af sit tøj. Normalt ville han være gået, men han kunne simpelthen ikke sætte navn på drengen der sad på gulvet, så han rakte sin hånd ud. "Jonathan Campriano" Han kikket med et overlegen blik ned på drengen.

Gavin kunne lige som drengen havde sagt at svagt 'Det er fint', sige at han var gra Slytherin. Han havde jo ikke rigtig haft mulighed for at se drengens kollegium, på hans kappe, da han lå ned før.
Han tøvede ikke med at tage drengen Jonathans hånd, da han jo heller ikke ønskede at virke kold. Dog brød han sig ikke synderligt meget om Slytheriner, da han stort set kun havde haft dårlige oplevelser med dem. Han havde aldrig mødt nogle flinke Slytheriner. "Gavin..." Sagde han lidt koldt, og slap så Jonathans hånd. Nu da han havde fået navnet på drengen, kunne han faktisk godt se hvem han var. Og han var helt sikker på at de havde timer sammen, fordi de var fra samme årgang og sådan noget.

Jonathan havde næsten væmmelsen malet i sit ansigt. Han kunne høre vinden rive stille i huset så det knirket og knaget. Han kikket ned på uret der sad på hans håndled, der var stadig 20 minutter til at de skulle ned i storsalen og spise. Han var rimlig sulten efter som han havde sprunget frokosten over. Han blik rettet sig igen mod drengen. Han viste ikke om han skulle sige noget, eller om han bare skulle gå videre, så han sukket bare stille og kikket op i loftet.

Gavin så lidt rundt, og sukkede lavt. Faktisk fandt han dette en anelse underligt, da det ikke ligefrem var normalt dette. At stå og snakke med en Slytherin elev. Det var jo nok også derfor der var kommet sådan en akavet stemning mellem dem nu. De havde jo nok ikke specielt meget at snakke om, som de sådan havde til fælles.
Han pillede en anelse ved kappen, og så lidt rundt, på de få personer der passerede dem. Gangen var ved at være tom for personer, da maden jo snart ville komme på bordet. Gavin var også selv ret sulten, så han overvejede stærkt at smutte fra Slytherin-eleven Jonathan og gå ned til storsalen for at spise i stedet.

Jonathan sukket lavmælt "Ses du" fik han mumlet frem. Hvorefter han vente sig om på hælen og gik imod udgangen for at komme ned til spise salen. Hans skridt gav genlyd i den næsten tomme korridor. Han mave begynde stille at knurre.

Gavin så bare lidt efter ham og træk en anelse på skuldrene. Han ville ikke stoppe ham, hvorfor skulle han dog også det? Han var jo bare en eller dreng kaldet Jonathan, fra Slytherin kollegiet. Egentlig ville han jo helst ikke have noget som helst at gøre med sådan nogle folk, men det var jo umuligt at undgå det fuldstændig.

Jonathan var næsten ude af korridoren. Han kikket sig over skulderen og så drengen ved navn Gavin ikke havde flyttet sig. Han ville gerne sige til ham at der var mad, men hvorfor skulle han? Han brød sig endelig ikke særlig meget om Gryffindor elever. Han gik ud af korridoren, og allerede på vej ned af gangen.

Gavin vidste ikke helt hvorfor, men han overvejede lidt at gå efter ham. Godt nok brød han sig ikke ligefrem om ham, men han manglede selskab og han kunne lige så godt give det et forsøg, kunne han ikke?
Han sukkede tungt, og begyndte at gå ned gennem korridoren, efter Jonathan. Han forstod stadig ikke hvorfor han gjorde det, og faktisk irriterede det ham en smule at han ikke vidste det.

Jonathan var næsten nået hen til trappen da han så ud af øjenkrogen at drengen han var væltet over nu kom efter ham. Han vendte hele sin krop mod ham, og lagde armene over kors. Han stod bare og stirret på fyren indtil han kom tæt nok på så han ikke skulle hæve stemmen for at spørge hvorfor han gik efter ham.

Gavin stoppede op, da han nåede op til drengen. Han fremtvang et svagt smil, og prøvede virkelig på at virke bare en smule venlig. "Har du noget imod at jeg går med?" spurgte han langsomt. Han fandt det en smule underligt at spørge ham om, da han jo normalt ville holde sig fra Slytheriner, men nu havde han spurgt, så det var for sent at trække det tilbage.

Han trak stille på skulderne, og fik frem tvunget et anstrengt smil "Tjo... Hvorfor ikke" Bider sig i læben. 'Hvorfor snakker jeg endlig med ham' sagde en stemme i hans hoved, men han forsøgte at ignorere stemmen. Han begynde at gå stille ned af trappen.

Gavin nikkede en anelse, og begyndte langsomt at følge med ham ned af trappen. Han havde intet at sige, så han holdte bare sin mund. Da han havde spurgt Jonathan om han havde noget imod, hvis han gik med, havde han ikke tænkt på hvordan det ville være. Og nu kom det jo tydeligt frem. De snakkede slet ikke, men gik blot i tavshed ned mod storsalen, for at få noget mad.

Jonathan gik i stilhed og overvejet hva han skulle sige, eller om han overhovedet skulle sige noget? Hvad sagde man lige til et fyr man ikke kendte, og som går på Gyffindor? Han havde ingen ide så han sagde ikke noget. Han kikke ligefrem mens de gik af af trappen.

"Kan du eh.. Lide musik?" Spurgte Gavin sådan lidt ligegyldigt. Han vidste ikke hvorfor han spurgte om noget så dumt. Han havde vel bare trængt til at få startet en samtale, så de ikke skulle gå helt tavse, ned til storsalen.
Han smilte ikke rigtig, men det var vel også ligemeget. Det var jo ikke fordi han var sur, han havde bare svært ved virkelig at smile, når han var i selskab med Jonathan, fordi han jo kom fra Slytherin.

Han kikker uforstående på ham "Ja? Kan du" Man kunne ane et lille grin på hans læber, det kom bare ikke helt frem. De var næsten nede af den lange trappe.

Gavin klør sig lidt nervøst ved nakken, og skæver lidt over mod ham. Han bliver faktisk ret lettet, da han siger han godt kan lide musik. Så har de da i hvert fald en ting tilfælles, hvilket da er meget godt. Eller det var i hvert fald godt i følge Gavin.
"Jeg kan også ret godt lide musik.." Sagde han roligt. Man kunne nærmest høre på hans stemme, at han faktisk smilede sådan en lille smule. Og smilet var endda mere ægte, i stedet for det der anstrenge noget, han før kom med.

Jonathan grinte stille og rystet på hovedet. "Det var godt" Da de var nået ned af trappen drejet han hen mod spise salen. Han gik og kikket op i loftet, og forsøgte at finde noget mere at sige.

Gavin var egentlig ret glad for at de lige havde fået lidt at snakke om. Bare så de ikke gik tavse hele vejen. Han drejede med hen mod spisesalen, og smilte smule. Nu vidste han så bare ikke hvad de skulle snakke om. Han kunne altid spørge mere ind til musikken, men han var bare bange for at Jonathan måske ikke syntes emnet var lige så intressant, som Gavin selv syntes. Han elskede jo musik, men det vidste han jo ikke om Jonathan gjorde.

Jonathan tøvede lidt men spurgte så "Når hvilken slags musik høre du så?" Jonathan gik selv meget op i musik, men han snakket bare aldrig om det. De kom tættere og tættere på spise salen, på en måde var han glad for det, men på en anden måde gjorde det ham faktisk os lidt trist. Han ville gerne snakke lidt mere med Gavin...

Gavin så lidt på Jonathan, da han spurgte hvilket musik han så godt kunne lide. Han tænkte lidt over det, og nikkede lidt for sig selv. "Hm.. Egentlig kan jeg lide det ,este musik.. jeg bryder mig dog bare ikke så meget om Jazz og Techno. Hvad med dig?" Sagde han roligt.
Han var egentlig lidt irriteret over at de snart kom til storsalen. Nu var de jo endelig begyndt at snakke sammen.

Han trak på skulderne, han var heller ikke meget selv til Jazz og Techno. "Jeg er nu mest til Rock" Smiler. Hvorfor skulle der os være så kort vej til stor salen? Nu snakke det jo endelig sammen!

Gavin så mere roligt på ham nu, og han kunne ikke helt lade vær med at smile. Tænk.. Han havde endelig mødt en person fra Slytherin, som faktisk ikke var fuldstændig forfærdelig. Ærveligt de allerede var ved storsalen.
"Rock er også godt," sagde han smilende.