Sludder og en Sladder - Nathan Grant

Sted: Nær den forbudte skov
Tid: 06:25
Omgivelser: Threstaler og træer
Vejr: Letter overskyet, og en smule koldt

Uden for slotter, nær ingengange til den forbudte skov, stod en pige med rødt hår, løst ned til midten af ryggen. Hun havde en bleg hud, med en sølv næsepiercing i. Hun stod med sorte bukser, en rød top, en sort gennemsigtig langærmet trøje, nogle halskæder, ringe om armbånd, og nogle røde convers, hun havde sin sorte kappe på, hvor om risset var blåt for Ravenclae.
Hun havde en pose i hånden, hvor hun havde noget kød i. Hun stod og nussede en Threstal, mens den unge stod lidt væk og var bange.
Alexia, som var pigens navn, kastede noget kød over til den, med et lille smil på læben.
Hun så mod ungen, mens moren til den, lagde sit hoved mod Alexias efter mere kød. Hun smilte overrasket og nussede den på mulen.
"Lad os nu gemme lidt til de andre," sagde hun roligt og aet den på halsen.

Nær indgangen til den forbudte skov, kom en dreng gående. Hans blik var rettet lige frem, men det var fjernt, da han var helt optaget af sine egne tanker. Han lagde ikke mærke til sine omgivelser, eller noget andet. Han gik bare fuldt optaget af de der tanker, der føg gennem hovedet på ham. Drengen var Nathan Grant.
Nathan var klædt i et par cowboy bukser, en blå t-shirt, en sort læder jakke og så et par sorte allstars. Noget mere eller mindre normalt tøj, eftersom klokken ikke var særlig mange, og han derfor ikke havde taget sin kappe på endnu. Men han bar dog en lille kæde, som hans mor havde givet ham også. Det var den kæde der viste hvilket kollegium han var fra, eftersom kollegiets mærke var vedhænget fra kæden. Den viste en grævling, med et gult omrids.
Han stoppede op, fordi han hørte en stemme lidt længere fremme. Han kunne ikke helt se hvem det var, men han var klar over at det var en pige, eftersom stemmen var for lys til at tilhøre en dreng.

Alexia nussede roligt på den lille Threstal unge. Hun smilte svagt for sig selv, og satte sig svagt på hug. Man skulle jo have set nogen dø, før men kunne se dem. Hun havde set en dø med magi, men det var ikke hendes skyld, hun havde næsten også glemt det.
Hun kørte den lavede en form af kald på sin mor, og hun rejste sig, bakkede roligt væk fra den. Hun tog et stykke kød op ad tasken, og kastede op i luften, så ungen eller moren greb den med munden. Hun smilte svagt og vendte om, hun så ungen fulgte efter hende, så hun gik og aet den uden hun så hvor hun gik. Hun opdagede først der var en anden person, da hun havde banket hovedet ind i brystet på personen. Hun stoppede og så op. Endnu en dreng. Hun smilte svagt og bed sig i læben. ”Undskyld,” sagde hun og så ned på Threstalen.
Alexia fandt drengen okay pæn, men hun havde den allerede den smukkeste dreng som kæreste, så var det heldigt at hun bare kunne lege med drengen, med mindre han stoppede hende i hendes egne julelege.